TILBAGE TIL INDHOLDSFORTEGNELSEN

Når professionelle ser tilbage

– beskrivelse af fortidens åndssvageforsorg

Af Birgit Kirkebæk

Hvordan fortæller professionelle om fortiden og deres egen rolle som ansat? Er der tale om evolutionsfortællinger, der går ud på, at vi hele tiden bevæger os mod bedre og bedre tider, eller er det modsatte tilfældet? Oplever man, at man som ansat har indtaget rollen som stabil arbejdskraft på et vigtigt område, eller oplever man sig som en oprører, der ind imellem holdningsmæssigt har følt sig undertrykt? Hvordan opfatter man den hverdag, man som professionel har været en del af og de mennesker, der var anbragt på institutioner for udviklingshæmmede? Hvilken betydning har den nutidige italesættelse af mennesker med handicap for tidligere professionelles fortælling om deres egen fortid? Er der tale om en form for erindringsfællesskab gående på, at vi i nutiden godt ved, hvordan åndssvageforsorgens historie i Danmark rettelig bør forstås og fortælles? Eller er der nuancer i det billede og oprør at spore i forhold til en evolutionsforståelse af dansk handicappolitik?1

1 Mit kapitel tager dels afsæt i de optegnede samtaler og interviews, jeg selv har indsamlet som supplerende kilder til mine fem bøger om åndssvageforsorgens historie dækkende perioden 1880 – 1987 (Kirkebæk 1993, 1997, 2001, 2004, 2007), dels i nogle af de livshistoriefortællinger, der fremkom i et års arbejde med et fortælleværksted i regi af HSHS (Historisk Selskab for Handicap og Historie) samt fortællinger og interviews publiceret i Handicaphistorisk Tidsskrift.

Når man læser arkivalier fra de danske åndssvageanstalter, så læser man fortrinsvis de ledendes historie, mens de ansattes historie, hvis de er placeret længere nede i anstaltshierarkiet, er ufortalt. De anbragtes historie er for en stor del også ufortalt, hvad angår de mennesker, der ikke selv kan formulere sig, mens personer uden kommunikationsproblemer senere har berettet deres historie. I det centrale værk "På kanten af velfærdsstaten. Anbragte og indlagte i dansk socialforsorg 1933-1980" er der gennemført en række interviews fortrinsvis med mennesker, der har været anbragt indenfor børneforsorg, åndssvageforsorg og psykiatriske institutioner ( Kragh, Jensen og Rasmussen 2015). Jeg har selv indsamlet lignende interviews fra tidligere anbragte i åndssvageforsorgen, men i denne artikel vil jeg koncentrere mig om de ansattes fortællinger som et supplement til min handicaphistoriske forskning. Hvordan fortæller tidligere ansatte i dag om deres egen ansættelsestid og deres egen funktion?

Materialet jeg tager afsæt i

I min forskning er der tale om semistrukturerede interviews, der ud over de demografiske oplysninger har været koncentreret om, hvordan dagligdagen på en bestemt anstalt forløb, hvordan de anbragte blev betragtet, særlige hændelser informanten erindrer, professionskulturen og vurdering af nutiden i forhold til fortiden. Det skal pointeres, at "nutiden" i mit materiale flytter sig fra 1986, hvor de første af disse interviews blev gennemført på den Kellerske Anstalt i Brejning til 2008, hvor erindringerne fra tidligere ansatte blev nedskrevet og senere udkom i Handicaphistorisk Tidsskrift2. Inden disse fortællinger blev nedskrevet af de pågældende som artikler til tidsskriftet, blev de fortalt mundtligt i erindringsværkstedet. Man kan sige, at den mundtlige fortælling gik forud for de nedskrevne erindringer. I den forbindelse blev etiske forhold drøftet. Hvordan kunne man skrive om de fortalte ting på en måde, så de mennesker, man omtalte (eksempelvis blinde med et særligt udseende) ikke følte sig forrådt, når det blev beskrevet, hvilket indtryk deres udseende havde gjort på fortælleren, første gang vedkommende mødte dem som professionel. Det var tidligere ansatte, som så tilbage på deres liv som professionelle og fortalte om de første møder med de mennesker, de skulle have ansvaret for – eksempelvis mennesker der var blinde eller udviklingshæmmede.

2 De citerede passager af samtaler findes i mine bøger fra det pågældende sted – se litteraturfortegnelsen

Lignende tilbageblik udtrykkes i værket "På kanten af velfærdsstaten" (Kragh, Jensen og Rasmussen 2015). Når medarbejderne fortæller om "den første dag" i denne bog, er det fortællinger om chok og angst. Mange var ikke uddannede og havde ikke tidligere været sammen med mennesker med sindslidelser eller åndssvaghed. De blev typisk sat til at have nattevagter og var tit alene på afdelingerne. Selv om mange anbragte var fikseret, var det en skræmmende oplevelse. Senere vænnede mange sig til forholdene, men de fortæller de samme historier som de anbragte om overfyldte sovesale, toiletter på række uden skillevægge, tvungen spisning og straf, hvis der ikke blev spist op, manglende beskæftigelse og urolige "patienter". Fra 1950erne blev de nye psykofarmaka taget i brug – ofte med patienterne som forsøgspersoner i forhold til afprøvning af ny medicin. "Hold afstand til patienterne, bliv ikke for dus med dem" var et råd, en plejeelev fik, da han startede sin karriere på en institution for åndssvage i 1945 (Kragh, Jensen og Rasmussen 2015, s. 135). De ansattes tilbageblik er præget af afmagt og meget forklares med dårlig ledelse, gamle rutiner, tidens måde at opdrage på og for få ansatte. Kun enkelte indrømmer, at de slog for at opretholde disciplinen. Mange beskriver, at de har været med til at fiksere og medicinere patienter. Selv om der er forskel på historierne fra åndssvageforsorg, psykiatri og børneforsorg, så er der mere, der er ens, men institutionerne imellem er der et hierarki: Åndssvageforsorgen ligger i bund, så kommer psykiatri og så børneforsorg med sit mere facetterede billede.3

3 Dette afsnit indgår i min anmeldelse af bogen "På kanten af velfærdsstaten", som er bragt på Arbejderens hjemmeside december 2015.

Informanterne til de 4 interviews og de 17 optegnede samtaler, som jeg refererer til i denne artikel, er født i perioden 1901 til 1949 med en overvægt af personer født mellem 1930 og 1950. Informanterne til de fire omtalte erindringsskrivelser var alle i 60erne. To havde været ledere af specialskoler, en leder af et botilbud og en havde været speciallærer, men var oprindelig uddannet plejerske.

Af personerne bag de 17 optegnede samtaler var 6 tidligere plejere, 1 socialpædagog, 3 arbejdede som køkkenassistent, medhjælper eller gartner, 1 som læge, 2 som psykolog, 1 som bådfører på båden til Sprogø, 1 som leder af et beskyttet værksted og 2 som børn af personale på Livø og på Sprogø (disse er medtaget, da de fortæller om det at være barn af professionelle). Informanterne har efterfølgende fået min udskrift af interviewet tilsendt og senere igen fået det tilsendt nu sat ind i det kapitel, hvor jeg ville bringe det, og de har godkendt interview og sammenhæng, inden jeg brugte det videre i bog eller artikel. Ingen har ønsket at optræde anonymt, dog har to søstre ikke ønsket deres efternavn offentliggjort. Ingen har efterfølgende gjort indsigelser.

Jeg har i min tilgang kombineret mundtlige og skriftlige kilder. Den danske etnolog Edith Mandrup Rønn pointerer, at der principielt ikke er forskel på skriftlige og mundtlige kilders sandhedsværdi, men at et interview der bygger på erindringen, bliver dynamisk i den forstand, at der er lagt lag på lag af fernis over de holdninger, som den interviewede havde "dengang det skete" (Rønn 1996 s. 10). Det er kompliceret at finde ud af, hvilken betydning de indsamlede erindringer har i forhold til det skriftlige materiale, som er udtryk for en bestemt periodes dominerende faglige diskurs, som den nedskrives i journaler og andre arkivalier. Hvis man i dag får en person til at fortælle sin livshistorie i håb om, at man kan nå tilbage til de holdninger og følelser, han havde "dengang det skete", må man gøre sig klart, at han som oftest vil tale sig ind i en nutidig eller nyere diskurs (Rønn 1996, s. 13). Rønns pointe er, at livet ikke nødvendigvis giver os indsigt i, hvordan det var "den gang", men at vi måske snarere i vores erindringer er tilbøjelige til at glemme, hvordan vi selv agerede som ansatte "den gang det skete".

For mig har det været nødvendigt, at mine bøger var næsten færdigskrevne dokumenter, før jeg udarbejdede spøgeguides til mine informanter. Det drejer sig både om analyse af arkivmateriale og om læsning af bøger af relevans for tidens dominerende faglige diskurs. Jeg har måttet sætte mig ind i stoffet for at kunne spørge ind til det, jeg fandt underbelyst. Det er Rønns erfaring – og også min egen – at det er i samtalerne med de mennesker, der var der, "dengang det skete", man for alvor kommer i kontakt med et område og får en kundskab, der rækker langt ud over dokumentationen. Og det kan også være her, man skal hente supplement til det, man finder i patientsagerne" (Rønn 1996, s. 17). Det har for mig været en god måde at gøre det på, fordi jeg derved mere præcist kunne spørge ind til forhold på anstalten, som jeg var interesseret i. Jeg vidste eksempelvis, at der først kom moderne toiletter på Karens Minde i 1950erne. Medhjælper Erling Sørensen fortalte, at de udviklingshæmmede mænd, før der blev indlagt træk og slip skulle bære spandene ned fra kloset rummene. Nogle gange tabte de spandene ned af trapperne. Når spandene skulle tømmes, skete det på møddingen (Kirkebæk 2007, s. 58). Denne fortælling sagde dels noget om det daglige besvær, dels noget om hygiejnen på stedet. Det fortalte har jeg kunnet sammenholde med det, jeg i øvrigt kunne læse i arkivalierne om stedets hygiejne, opståede sygdomme og dødsfald i perioden.

Hvad spurgte jeg om?

Udefra-perspektivet er vægtlagt i denne artikel der handler om, hvad professionelle fortæller, når de ser tilbage. Men jeg er også selv professionel. Hvad har jeg specifikt spurgt om henholdsvis i 1986 på Den Kellerske Institution og i 2006, hvor jeg indsamlede oplysninger om forholdene på åndssvageasylet Karens Minde?

I 1986 tog mine tanker og spørgsmål udspring i den såkaldte udlægning af åndssvageforsorgen og den øvrige særforsorg, der skete den 1-1-1980. Det var nedlæggelse af de store institutioner, der stod centralt i debatten, og jeg var optaget af informanternes tanker om det, der havde været deres dagligdag som ansat på en stor institution eller anstalt.

Vedrørende bøgerne om ø-anstalterne Livø og Sprogø, der udkom henholdsvis i 1997 og 2004, var jeg optaget af diagnostik og klassifikation. Blev de anbragte "adfærdsvanskelige" opfattet som udviklingshæmmede i nutidig forstand, eller var der tale om, at andre forhold spillede ind?

I 2001 og 2007 spurgte jeg med baggrund i det, der blev kaldt normalisering, om hvilke vilkår mennesker vurderet som u-underviselige tidligere havde været underlagt. Men jeg spurgte også om, hvor langt de enkelte synes, vi er kommet med hensyn til inkludering. Selvfølgelig påvirkede min optagethed af disse spørgsmål mine interviews. Men da der var tale om semistrukturerede interviews var der også åbenhed for, at den interviewede kunne lade tankerne flyde og fortælle ting, jeg ikke direkte spurgte til, og det synes jeg, de i vidt omfang gjorde, så jeg fik nuancer med, jeg ikke selv havde tænkt på. Jeg var eksempelvis ved udarbejdelsen af min disputats i 1986 ikke stødt på skriftlige kilder om omfanget af fiksering som daglig rutine, men gennem diverse interviews fik jeg kendskab til dette fænomen, som jeg så kunne eftersøge kildemæssigt i arkivalierne.

Edith Mandrup Rønn overvejer i den tidligere omtalte artikel "Livshistoriens rolle i handicaphistorien". Hendes artikel handler mest om indefra perspektivet – de anbragtes fortællinger - men hun har også nogle generelle, centrale pointer omkring brugen af patientsager kombineret med menneskers egen oplevelse af historien. Patientsagerne afslører […] "i hvor høj grad vor opfattelse af historien er præget af den "behandlerkultur", hvor man har mødt den udviklingshæmmede", skriver hun (Rønn 1996, s. 9). Med det mener hun, at patientsagerne udtrykker tidens trend med hensyn til opfattelsen af de anbragte, deres diagnoser og den deraf følgende nødvendige behandling. Rønn ser patientsager som noget, der står "rent" som et tidsbillede, mens erindringer er mere dynamiske, hvor de interviewede ifølge Rønn taler sig ind i en nutidig eller nyere diskurs. Min pointe i den forbindelse er, at det gør man også i et eller andet omfang som interviewer? Hvordan kan jeg som interviewer glemme min egen forskning og de fem bøger om åndssvageforsorgens historie, jeg har skrevet og åbne op for nye indsigter? Og hvordan kan et lille, absolut ikke repræsentativt antal interviews uddybe den viden, jeg har indhentet via min forskning i arkivalier og andre kilder?

Rønn skelner mellem interviews, der er fuldt udskrevne forløb, der kan arbejdes videre med tekstligt og optegnede samtaler, der ifølge hende repræsenterer en "kildetype, der ligger midt imellem de mundtlige og de skriftlige kilder" (Rønn 2008, s. 99). Det samme er tilfældet for en del af mine optegnede samtaler, idet de ofte er suppleret med efterfølgende samtaler, opringninger og breve med erindringer. Min erfaring er, at der er tale om en form for spiralbevægelse, hvor jeg på baggrund af den viden, jeg allerede har tilegnet mig om et givet emne kan supplere med den viden, de interviewede har. Dette kan igen føre til en ny og uddybet læsning af arkivalier og til nye spørgsmål til de mennesker, jeg har haft kontakt med.

I forhold til mine fire første bøger fik jeg kontakt til informanter gennem tidligere ansatte eller pårørende på Den Kellerske Institution i Brejning, på Livø, Sprogø og vedrørende bogen om Normaliseringens Periode. I forhold til bogen om Karens Minde annoncerede jeg efter informanter i Socialpædagogisk Tidsskrift og i LEV-bladet, og der dukkede en del op, hvis fortællinger var et vigtigt supplement til arkivmaterialet, og som ikke mindst blev spændende, fordi de formidlede to meget forskellige grundfortællinger om stedet, nemlig at det var et sted med stor omsorg for de anbragte og en dejlig arbejdsplads, eller at det var et sted præget af gammeldags tænkning, hvor der aldrig skete noget, og hvor nye tiltag blev bremset i starten. Begge typer udsagn vurderede forholdet mellem "før" og "nu". Opfattelsen af at "alt var bedre før" ses i modsætning til opfattelsen, "at nu er alt blevet bedre".

Man kan ikke uden videre sige, at den ene fortælling er mere rigtig end den anden. Men det siger noget om faglige kampe på en arbejdsplads, der før 1950erne alene har skullet yde omsorg. Det siger noget om, hvordan det nyuddannede plejepersonale søgte at påvirke arbejdspladsen med nye tiltag, som de oplevede svære at gennemføre. Via arkivalierne har jeg kunnet sammenholde de afholdte interviews med antal ansatte, arbejdsbyrden, tidens opfattelse af "asylisters" kunnen og behov, hvilken ny plejeruddannelse, der blev iværksat, og hvilken betydning beskæftigelse og oplæring blev tillagt i undervisningskonceptet - dette for at sige noget om brydninger i tiden, hvad angik de tidligere opgivne "asylister", som i en nutidig terminologi omfattede mennesker med Downs syndrom, Mennesker med spasticitet, mennesker med autisme og mennesker med svære bevægelseshandicap.

Hvem var det, der var anbragt?

Jeg har været optaget af, hvordan de mennesker, der var anbragt blev vurderet i eftertid. Da jeg eksempelvis spurgte den tidligere bådfører på Sprogøbåden, Ib Hyltoft Jensen, hvordan han havde oplevet "pigerne" på Sprogø, svarede han, at nogle var åndssvage, men at pigerne i det store og hele "ikke var mere tossede end mig". Han mente i dag, at det var "en svinestreg, at de skulle steriliseres"4. En anden informant, Birthe Jensen, der havde boet på Sprogø som barn, fordi hendes far var ansat som fyrpasser på øen, fortalte, at de, der var indsat på Sprogø, vel nok "var samme type, som fik kontanthjælp i dag – piger der ikke kunne eller ville arbejde"5.

4 Optegnet samtale med Ib Hyltoft Jensen den 17-12-2003.
5 Optegnet samtale med Birthe Jensen 7-1-2004.

Preben Jørgensen, der som 26årig blev ansat på Livø, fortalte i 1997, at mange af mændene var homoseksuelle, og hans kone sagde, at mange var seksuelt afvigende. Det skal selvfølgelig ses både som et tidsbillede med bestemte holdninger til homoseksualitet men også i lyset af, at mændene var spærret inde på en ø i flere år uden adgang til det andet køn.6

6 Optegnet samtale med Christel og Preben Jørgensen 22-4-1997.

Også A. Hagstrup, der som et lille barn kom til øen med forældrene, der var ansatte der, og som senere opholdt sig på øen i en periode under anden verdenskrig, hvor han som politibetjent måtte gå under jorden, fortalte, "at der var en masse homoseksuelle derovre" og at "det nok var vanskeligt at styre"7.

7 Optegnet samtale med A. Hagstrup 22-4-1997.

Harald Jensen blev ansat på Livø i 1932. Han fortalte tilsvarende, at der var mange med seksuelle afvigelser, men at han havde det godt med mændene, der ofte kom fra elendige kår og havde bedrevet en eller anden form for kriminalitet8.

8 Optegnet samtale med Harald Jensen 22-4-1997.

Min samtale med informanterne viste en samstemt enighed om, at der hos de professionelle var en vis forståelse for, at der kunne udvikle sig homoseksuelle forhold på øen, og at der blev set igennem fingre med det.

To søstre, der som omsorgspædagoger havde arbejdet på Karens Minde i 1960erne og 70erne sagde på mit spørgsmål om, hvad det var for mennesker, der boede på Karens Minde, at det var en blandet landhandel. Der var mongoler, sindssyge, sinker præget af social arv, spastikere og mennesker med multihandicap 9. De havde modsat de professionelles udsagn fra Livø en fortælling om, at der blev slået hårdt ned på seksualitet mellem beboere på Karens Minde: "Der var korporlig afstraffelse i det skjulte", fortæller Vibeke, og hun fortsætter: "- en lille mongolpige var forelsket i en anden mongol – og han var også forelsket, og så gik de ned i kælderen, og så blev de opdaget". Pigen blev hevet op på afdelingen og blev skrubbet hårdt over hele kroppen for at få de "urene" væk, fortæller hun 10. Anna Kirstine Haugaard fortæller tilsvarende fra slutningen af 1960erne – begyndelsen af 1970erne, at en kvinde fik en sprøjte, når hun mentes at blive udsat for at blive seksuelt ophidset. Det skete, hvis der dukkede mænd op på afdelingen. Hun fortalte: "De sagde, at når hun så mænd, blev hun seksuelt opstemt og ville stikke af, og så fik hun en beroligende sprøjte" 11.

9 Optegnet samtale med søstrene Vibeke og Lene den 22-2-2006.
10 Kirkebæk 2007. s. 67.
11 Optegnet samtale med Anna Kirstine Haugaard den 29-11-2006.

I det skriftlige materiale optræder omtalen af seksualitet især i forhold til de kvinder, der var indsat på Sprogø-anstalten, der eksisterede som en specificeret kvindeanstalt under de Kellerske Anstalter fra 1923-1961. Anstalten var beregnet til de "letfærdige og løsagtige" (Kirkebæk 2004). Men seksualitet kunne også berøres på Livø-anstalten og på Karens Minde i særlige tilfælde. Dette skete typisk i forbindelse med det, man fagligt set gjorde for at dæmme op for problemet. Det kunne være en beroligende indsprøjtning eller at blive isoleret eller lagt i seng.

Fortællepositioner i tid

I det, der bliver fortalt, træder der en hverdag ind i forskningsfeltet, som ofte er underbetonet i arkivalierne. Min første oplevelse af det var en samtale, jeg havde med en tidligere ansat på Den Kellerske Anstalt i Brejning i 1986. I 1923 begyndte Anna Bruhn, der på det tidspunkt var 22 år, som natplejerske på de Kellerske Anstalter. Reglen var, at nyansatte kvinder skulle våge de første 12 måneder. Vågetiden var fra 7 aften til 7 morgen, og vågekvinden var alene. Anne Bruhn fortalte: " Jeg skulle passe både mændene og kvinderne. Jeg skulle gå udenfor fra mandsafdelingen til kvindeafdelingen – og i den tid jeg ikke var der, var der ingen". Da jeg undrende spurgte, hvordan det kunne lade sig gøre, svarede hun, at det da ikke var noget problem, for de lå alle sammen bundne 12.

12 Kirkebæk 1993, s. 189.

Anna-Lisa Gaarde var ansat som omsorgsassistent på Karens Minde 1963 – 1964 og igen fra 1965 – 1969. Imellem de to perioder var hun ansat på Ebberødgaard 13. Hun skrev i 2005 et opfølgende brev til mig om fastspænding. Alle undtagen en enkelt på hendes afdeling "brugte ble og blev madet, badet, klædt på. Ved bleskift iførte vi dem muffetrøje for at undgå, at de stak hænderne ned i afføringen. De blev badet 1 gang ugentlig nærmest på samlebånd, for det meste foregik det nede i badekarret alt mens de sad i deres kørestol. Om natten blev de iført bælter for ikke at falde ud af sengen" 14.

13 Anna-Lisa Gaarde, født 1943 – telefonsamtale 16-12-2005 med opfølgende breve med erindringer.
14 Udateret brev fra Anna-Lise Gaarde december 2005.

Tids spændet mellem disse to fortællinger er 19 år, men det, der fortælles om, skete henholdsvis i 1920erne og 1960erne. Jeg fik gennem disse og andre lignede fortællinger indtryk af, at tiden til en vis grad stod stille på de gamle anstalter.

Der kunne ikke laves om på noget

Rita Sørensen arbejdede som elev i køkkenet på Karens Minde fra 1947 – 1949. "Alle de der gamle var så indgroede – der skulle ikke laves om på noget", sagde hun. "Der var seks – otte stykker, som bestemte det hele. Dem skulle man ikke træde på. Det var svært at komme der som ung, hvis man gerne ville ændre noget" 15.

15 Optegnet samtale med Rita Sørensen 14-2-2006.

"Man måtte ikke sætte spørgsmålstegn eller reflektere – det var ikke velset", sagde to søstre, der havde været ansat på Karens Minde i 1960erne 16. Det var de ledende, der bestemte. Det vil sige forstanderinde og afdelingsledere.

16 Optegnet samtale med søstrene Lene og Vibeke 22-2-2006.

Det samme var tilfældet på Livø, hvor inspektøren i samarbejde med overlægen bestemte det hele. Mændene på Livø fik efter Harald Jensens mening en elendig kost, men det var ikke noget, der blev ændret, før mændene gennem et oprør fik gennemtvunget, at de hver dag om aftenen kunne koge kartofler, så de kunne få fire-fem hver med salt på. De var simpelthen sultne 17. Til gengæld fik kvinderne på Sprogø en god og rigelig kost, for meningen var jo, at de skulle oplæres til at være pige i køkkenet hos mindre gårdejere.

17 Optegnet samtale med Harald Jensen 22-4-1997

Det vi så og var med til

Mange beretninger angår det, man uden at ville det, blev en del af, fordi man ikke turde sige fra, og fordi man ikke hørte til de bestemmende. Lene var eksempelvis ansat som hjælpepige på Karens Minde i weekender i perioden 1963-1964. Hun var 14 år, da hun startede. Hun sagde, at det, der gjorde mest indtryk på hende som ung, var den måde, patienterne blev behandlet på. "Altså det at man spændte dem fast, det syntes jeg var så uhyggeligt – det var så voldsomt – jeg sammenlignede det meget med behandlingen af dyr" 18.

18 Kirkebæk 2007, s. 67.

Anne Kirstine Haugaard arbejdede som 22årig som fast weekendvagt på Karens Minde. Senere blev hun psykolog. Hun sagde: "Som ung og ansat skulle man bare gøre, som man fik besked på. Og det gjorde jeg også […]" 19.

19 Optegnet samtale med Anna Kirstine Haugaard 29-11-2006.

Grete Herbst, der blev ansat som elev på Ebberødgaard i 1963 fortæller, at man helst skulle made to børn samtidig 20. Hun beskriver også en episode på en lukket afdeling på Ebberødgaard, hvor en kvinde mod sin vilje skulle ud på gårdtur. "Ledelsen mente, kvinden havde godt af en gårdtur. Dette satte kvinden sig imod. En anden ung elev og jeg nægtede at medvirke til korporlig udførelse af ordren. Vi blev overtalt – beordret. Så nogen disciplin var der da", skriver hun ironisk 21.

20 Herbst 2008, s. 28.
21 Ibid s. 56-57.

I disse interviews og beretninger er der elementer af, at "historien overtager skyldsbyrden", men der er også elementer af, at der blev kæmpet på trods, så meget det var muligt.

Tiden stod stille, men vi kæmpede

At tiden på sin vis stod stille bekræftes at udsagn, der typisk fremkommer især fra de professionelle, der ønskede forandring. Eksempelvis fortæller Annette Egeris Groth i 2005, at hun arbejdede på Karens Minde fra 1982 – 1984 22 . Det var hendes første job som nyuddannet socialpædagog. Hun skriver i et opfølgende brev 23 :

22 Optegnet samtale med Annette Egeris Groth 18-12-2005.
23 Opfølgende brev fra Annette Egeris Groth af 29-12-2005.

"Der var to afdelinger – en kvindeafdeling med ca. 20-25 beboere samt en mandsafdeling med et tilsvarende antal. De to afdelinger havde intet samarbejde. Jeg arbejdede på kvindeafdelingen. Kvinderne var fra 18 til sidst i 70erne. En del med Downs syndrom. Og resten med forskellige grader af udviklingsforstyrrelser. Ikke mange var egentlig diagnosticerede. Jeg vil tro nogle af disse havde autismespektrum forstyrrelser og andre tilgrænsende problematikker. De fleste var beskæftigede på forskellige beskyttede værksteder. De havde eget værelse. Spiste sammen i dagligstuen. Maden blev tilberedt i et centralkøkken. Indretningen var gammeldags hyggeagtigt. Hjemligt. Der var ikke megen afveksling i rytmen. Ingen udfordringer og ingen afveksling. Fjernsynskiggeri hver aften. Man var alene på afdelingen. Som nyuddannet kom jeg selvfølgelig med en masse ideer jeg søgte at få indført, hvilket var tiltrængt, idet intet var ændret de sidste mange år, tror jeg. […] Der var et klart hierarki, som ung og ny var man nederst. Det var derfor op ad bakke m.h.t. at arbejde på forbedringer og mere åbenhed i samarbejdet. Det lykkedes dog at få lavet en ungdomsgruppe, der lavede særlige ungeaktiviteter – og selv havde indflydelse på hvilke. Og som også var sammen med unge mænd. Og det lykkedes at få gang i flere ud-af-huset aktiviteter. Og det lykkedes at forbedre samarbejdet med de forskellige arbejdspladser. Vi var heldigvis to, der støttede hinanden i disse udviklingstiltag. Men dette gjorde, at selvom det helt klart var en gammeldags ledelse og en ikke særlig flexibel kollegagruppe, der var veninder på kryds og tværs, at vi alligevel begge oplevede at lykkes med de mål, vi satte os" […] 24.

24 Opfølgende brev fra Annette Egeris Groth af 29-12-2005.

Et eksempel på de nye tider og den nye holdning til udviklingshæmmede, der udfoldede sig fra 1960erne og frem på baggrund af åndssvageloven af 1959 og eksternaliseringen af forsorgen fremgår af mit interview med værkstedsleder Jørn Erik Paulman i 1990. Han var leder af det eksterne beskyttede værksted på Svanevej i København, som var et væveri. Paulman fortalte, at lederne plejede at spise sammen med de udviklingshæmmede arbejdere, men at deres tillidsmænd en dag kom og sagde, at de gerne ville spise alene. Da de blev spurgt hvorfor, sagde de, at på andre fabrikker, der sad cheferne ikke og holdt øje med, om arbejderne spiste pænt, og så blev det, som arbejderne ønskede 25 .

25 Kirkebæk 1990, s. 43.

Var før bedre end nu?

Som jeg tidligere har omtalt, så delte informanternes opfattelse af forholdene på Karens Minde sig i to spor. En del af informanterne oplevede stedet som hjemligt og godt med kontinuitet og varme. En anden del opfattede, at man som professionel blev bremset og i et tilfælde mobbet ud, hvis man prøvede at indføre forandringer. En del informanter var tilbøjelige til at opfatte nutiden som bedre end fortiden på en række punkter, mens andre længtes tilbage til tidligere tider, hvor de oplevede, at de professionelle på Karens Minde var uddannet til opgaven. De mente, at boenheder for udviklingshæmmede nu er præget af manglende kontinuitet og personale, der ikke specifikt er uddannet til opgaven med udviklingshæmmede.

Spørgsmålet er, hvordan disse ting ville blive vurderet, hvis jeg spurgte de samme mennesker i dag? Ville de to grupperinger blive forenet i en længsel tilbage til opbrudstiden i 1960erne og -70erne, hvor der blev kæmpet for, at udviklingshæmmede skulle være en del af det almindelige samfund og have del i velfærden på lige fod med andre, eller ville der fortsat være en forskel i deres vurdering af forholdet mellem før og nu? Når jeg spørger om det, er det, fordi mange professionelle i dag oplever den gamle kamp for udviklingshæmmedes rettigheder glemt til fordel for økonomiske nedskæringer, der understøttes af en politisk og kommunal uvidenhed. Mange kommunale tiltag i dag går på tværs af de intentioner, som den ratificerede handicapkonvention fra 2009 skulle sikre, og omtalen af mennesker med handicap som en byrde er igen blevet et alment fænomen, som det var det i 1920erne og – 30erne.

Litteratur